Vores Yngel logo
VoresYngel.dk VoresYngel.dk

Kvalme

Kvalme rammes ca. 90% af alle gravide kvinder af. Det starter ofte omkring uge 6 og stopper ved de fleste omkring uge 12, nogle kan dog godt have kvalmen til de er omkring uge 20. De fleste vil nok opleve at den er slemmest om morgenen eller kun er der om morgenen og så aftager i løbet af dagen. Andre forstår ikke ordet "morgenkvalme", da de lider af kvalmen hele dagen. Det er hårdt, men meget normalt helt i starten af graviditeten. Nogle få faktisk kun ca. 1% af gravide lider af meget alvorlig kvalme i forbindelse med deres graviditet. Når det er sådan en alvorlig tilstand man er ramt af hedder det hyperemesis gravidarum. Her er kvalmen så kraftig, at man kaster op af det op til flere gange og vil opleve væskemangel, forskydning af saltbalancen, svækkelse og at tabe sig. Snak med din læge hvis det er så alvorligt.

Man ved ikke hvad årsagen til kvalme ved graviditet er, men man tror det har noget at gøre med mængden af graviditets- og kønshormoner, forhøjet stofskiftehormon, ændringer i samspillet mellem nervesystem og hormoner og så psykologiske reaktioner på graviditeten. Det kan være hvis du er meget utryg og bekymret over graviditeten. Har du haft kvalme i en tidligere graviditet, så vil du højst sandsynlig også have det ved din næste. Man siger også at jo flere fostre i maven, jo mere kvalme. Måske du venter dig tvillinger, hvis du har rigtig meget kvalme i den tidlige graviditet.

Der findes nogle gode råd man kan følge for at komme kvalmen lidt til livs:

  • Spise små måltider hyppigt. Spis ca. hver 2. - 3. time
  • Første måltid indtages gerne inden du står op på sengekanten (knækbrød eller kiks)
  • Spis proteinrige madvarer
  • Mellemmåltider bestående af tørre kiks, nødder, mejeriprodukter og ristet tørt brød
  • Nogle kan bedre få kold mad ned end varmt mad
  • Sørg for at få en multivitaminpille
  • Vitamin b6 har vist at kunne mindske kvalmen, og dem kan du trygt tage i din graviditet
  • Hvil dig når du har brug for det (gerne med en pude under hoved og fødder)
  • Nogle lugte kan du ikke tolerere, forsøg at undgå dem
  • Undgå tom mave
  • Drik rigeligt med væske, du skal have 10 - 12 glas om dagen (vand og juice er godt)
  • Undgå alt for krydret og fed mad
  • Undgå koffein
  • Foretag langsomme bevægelse. Rejs dig langsomt op fra sengen
  • Spis gerne lidt før sengetid (mejeriprodukter eller tørt brød)
  • Frisk luft og motion
  • Nogle kan godt lide duften af noget friskt. Fx citron, pebermynte eller grønne æbler
  • Akupunktur
  • Undgå rygning


(0) Like

Del denne side med dine venner:

© 2017 - VoresYngel.dk IvS
CVR 37240540
FutulogiQ
info@VoresYngel.dk