Vores Yngel logo
VoresYngel.dk VoresYngel.dk

Graviditetsgener

Det er forskelligt hvordan kvinder bliver ramt af de forskellige graviditetsgener. Nogle går igennem en graviditet helt uden gener eller kun med få, mens andre har alle generne hele vejen igennem graviditeten. Husk på hvad der venter jer til sidst og efter fødslen er alle gener væk igen. Hvis du venter dig tvillinger, kan generne godt være større end når du venter dig ét barn. I den første del af graviditeten vil fysiske gener opstå på grund af ændringer i hormonbalancen. Når du er blevet befrugtet, så vil en moderkage blive produceret og den vil producere hormoner, og disse vil give dig gener i starten af graviditeten. I den sidste del af graviditeten vil generne opstå på grund af vægtstigning og den store mave.

I den første del af graviditeten (1.-12. uge) vil der måske også opstå nogle psykiske forandringer hos dig. Hvis graviditeten var planlagt, har i nok glædet jer til at stå med en positiv graviditetstest, men nu er det virkeligt og I skal til at vende jer til tanken om at skulle være forældre. Det er normalt at man glæder sig over det, men også at man pludselig ikke ved om det var det man ville alligevel. Man skal lige vende sig til tanken, og det gælder for både kvinden og manden, og det er ikke sikkert at begge vender sig til tanken på samme tid. Det er normalt, det er en stor ting. Denne følelse behøver man ikke kun have i starten af graviditeten, den kan sagtens være tilbagevendende, og det er altså helt normalt. Snak sammen om det og støt hinanden. Der er lidt forskellige gener, som kan opstå i starten af graviditeten, måske er det dumt at kalde det gener. Det er jo bare forandringer der sker i kroppen. Men her er de:

Kvalme: den møder stort set alle i forbindelse med graviditet. Det er forskelligt i hvilket omfang. For de fleste vil kvalmen vare i de første 3-4 måneder, men hos nogle kortere og for andre igennem hele graviditeten. Nogle oplever også opkast i forbindelse med kvalmen og nogle bliver også indlagt. Hvad kan du gøre for at mindske kvalmen? Du kan spise små måltider ofte om dagen. Din mad skal helst ikke være for krydret og fed. Du kan overveje om du skal vente med at børste tænder til lidt op af dagen, det kan nemlig være svært for nogle at børste tænder lige efter et morgenmåltid.
Hvis du er bange eller bekymret i forbindelse med at din graviditet er opstået, så kan det også have en påvirkning på din kvalme, hvis den fx er meget slem. Tal med din læge herom.

Murren i underlivet: du vil kunne opleve en del murren i underlivet. Det vil føles som menstruationssmerter. Det strammer og stikker og er meget normalt. Din livmoder udvider sig og gør plads til barnet.

Øget tissetrang: blodtilførslen øges og livmoderen udvider sig og vil derfor presse på din blære og du vil føle du skal tisse ofte, men ikke sikkert at det er særlig meget. Undgå at drikke alt for meget væske inden sengetid.

Humørsvingninger: kan du ikke helt genkende dig selv? Dit humør kan svinge ret meget. Du kan vrisse det ene øjeblik og næste øjeblik kan du være vældig glad og dernæst kan du sidde og hulke over en sang der kom i radioen. Følelserne sidder udenpå tøjet, men det er altså normalt. Lad din kæreste vide besked, så han ved at han ikke gør noget galt hele tiden, men at det er graviditeten du ikke helt kan styre.

Hovedpine og svimmelhed: du vil kunne opleve hovedpine i starten. Tænk over om det er nødvendigt med smertestillende, hvis du trænger til det, så benyt helt almindelige hovedpinepiller med paracetamol (Panodiler, Pinex, og Pamol). Svimmelheden kan opstå hvis du rejser dig for hurtigt. Derfor sørg for at drikke rigeligt med væske.

Spisevaner: pludselig er der noget mad, som du ikke kan fordrage fordi det lugter. Det kan også være at du pludselig bliver helt vild med syltede agurker. Det er mærkeligt, men det kan forekomme. Spis det som du kan få ned, tænk dog over kalorieindtaget. Der er ikke noget du skal spise eller ikke må spise, men vigtigt er det at du får noget at spise. Dit barn skal nok få de vitaminer som det har brug for. Sørg ellers for at du dine vitaminpiller, så er du dækket ind på alle de vitaminer som er nødvendige for dig og barnet.

Ømme og spændte bryster: du kan opleve i starten at dine bryster kan blive ret ømme. Brug en god og støttende BH, det vil aftage igen her i starten. Det er ikke alle der vil opleve ømme og spændte bryster.

Træthed: det vil være normalt at du vil føle dig træt her i starten. Du kan måske have et behov for at få en lur omkring middag eller når du kommer hjem fra arbejde og stadig kunne være klar til at gå i seng kl. 21. Det er normalt, da der sker en masse ting i din krop i starten af en graviditet. Det er vigtigt, at du sørger for at hvile dig eller tage en slapper, da din krop har brug for det. Lyt til din krops signaler. Hvis du lider meget af kvalme, kan det også forværres i forbindelse med træthed.

Følsomt tandkød: måske kan du komme ud for at dit tandkød bliver ret følsomt og bløder ved tandbørstning. Sørg evt. for at få et tandlægebesøg i løbet af graviditeten. Det er vigtigt at du har en god tandhygiejne.

Mange af generne som opstår i starten af graviditeten, kan forebygges eller formindskes ved at sørge for at dyrke motion dagligt og spise en sund kost.

Anden del af graviditeten starter ved 12. uge og varer frem til 32. uge. I denne del af graviditeten vil du opleve færrest gener. Ca. omkring 20. uge kan du opleve smerter i lysken, det er dine ledbånd som giver sig da livmoderen vokser. Det er helt normalt, hvis det bliver slemt må du hvile dig, der er ikke andet at gøre ved det.

Du kan også opleve plukkeveer. Plukkeveer opstår når livmoderen trækker sig sammen. Det er ufarligt, men hvis de bliver for hyppige er det fordi du trænger til at hvile og slappe af. Kommer de hver 10. min. over et par timer er det for meget, og så skal du tage kontakt til dit fødested.

Sidste del af graviditeten som er de sidste 8 uger kan godt give dig lidt flere gener igen. Nu rykker fødslen tæt på og det fylder måske meget i dit hoved. Det er fint at gøre sig nogle tanker om fødslen og hvis man har nogle spørgsmål i forbindelse med den, skal du bare spørge løs hos din jordemoder eller læge. Det er normalt at have en del spørgsmål og det vil give dig ro at få svar.

Bækkensmerter: disse opstår på grund af vægtstigning og din holdning lige nu på grund af den store mave. Du kan få nogle øvelser, som du kan lave. Grunden til bækkensmerter er fordi bækkenet er ved at gøre sig klar til fødslen, det bliver nemlig mere løst. Lyt til din krops signaler, du har sikkert brug for hvile.

Halsbrand: der bliver mindre plads i din mave, og du vil igen opleve at det hjælper hvis du spiser ofte og små måltider. Du kan få neutralisende præparat til gravide til at neutralisere mavesyren hvis det bliver helt slemt.

Væske: hvis du får væske i benene, så kan det hjælpe at du ligger højt med dem når du ligger ned. Gør det helst hele natten også.

Træthed: her på slutningen vil du måske have svært ved at sove om natten, da du ikke ligger ret godt. Det gør måske ondt at vende dig på grund af bækkensmerter. Få dig en god graviditetspude, som støtter dig de rigtige steder når du ligger ned. Se det som en fordel, din krop er ved at vende sig til at baby kommer og forstyrrer din nattesøvn ;-) Hvil dig om dagen, så det kan afhjælpe din træthed.

Forstoppelse og hæmorider: spændende! Sørg for at spise en fiberholdig kost og få noget motion. Motion på dette tidspunkt kan sagtens være at gå en god lang tur hvis ikke din krop kan holde til andet nu.

Disse var de almindelige gener/forandringer som sker i forbindelse med en graviditet. Dog er der også de lidt mere alvorlige gener, som du også skal være bekendt med:

- Pludselig væskeophobning som opstår sammen med hovedpine og en trykken i brystet
- For tidlig vandafgang
- Blødning
- Ingen eller mindre bevægelse i maven.

Opstår disse tager du selvfølgelig fat i læge, jordemoder eller fødested med det samme.

Held og lykke med graviditeten :-)


(2) Like

Del denne side med dine venner:

© 2017 - VoresYngel.dk IvS
CVR 37240540
FutulogiQ
info@VoresYngel.dk