Vores Yngel logo
VoresYngel.dk VoresYngel.dk
(U)ønsket graviditet

(U)ønsket graviditet

En positiv graviditetstest, er for mange par, starten på et eventyr og en kærlighed som aldrig ender. Man gør sig mange tanker og forestillinger om, hvordan det er at blive forældre, til det lille barn, som vokser inde i dig, stor og klar til verdenen - et lille menneske, hvis liv og opvækst, man har ansvaret for.

Min kæreste og jeg har været gravide to gange. Første gang da vi havde kendt hinanden i tre år. Graviditeten var ikke planlagt og jeg var til at starte med rædselsslagende. Mest fordi at jeg stadig var under uddannelse og var bange for, at fortælle omkring graviditeten til min chef, da jeg jo ville blive nødt til at gå fra, før vores kontrakt var udløbet. Derudover følte jeg mig slet ikke klar til at blive mor. Min kæreste derimod var ovenud lykkelig. Vi havde tit snakket om, hvornår vi kunne tænke os at blive forældre, og min kæreste ønskede ikke, at der skulle gå mange år. Derimod var jeg opsat på, at jeg i det mindste skulle være færdig med min uddannelse. Men en dag skete det så. Det var søndag morgen og jeg havde en underlig, ubeskrivelig fornemmelse i kroppen. Min menstruation havde været uregelmæssig et stykke tid, men denne gang var der gået lige lovlig lang tid siden sidst, og jeg tog derfor en graviditetstest. Efter at have tisset på pinden, sad jeg nærmest rystende og kiggede på uret på min telefon… Da tiden endelig var gået, kiggede jeg på pinden som viste to streger!! ”…SHIT…” tænkte jeg og løb grædende ind og vækkede min kæreste, som reagerede fuldstændigt modsat af mig! Han var et stort smil og et stort ”JUBII…”. Hans reaktion havde dog en beroligede effekt på mig, som var helt ude af den. Vi brugte resten af denne søndag på at snakke det hele igennem og blev ret hurtige enige om, at det ikke skulle være en abort.

Jeg kom nogle dage senere til det obligatoriske lægebesøg, hvor graviditeten blev bekræftet af lægens egen test. Min læge og jeg kunne ikke fastsætte terminsdato på grund af den uregelmæssige menstruation. Grundet dette skulle der bestilles tid til en scanning på en privatklinik, hvor en læge kunne fastsætte terminsdatoen. Jeg ringede med det samme til den klinik, som min læge havde anbefalet og fik en tid til scanning halvanden uge efter lægebesøget. I mellemtiden gik min kæreste i gang med at lave 1. sal i vores hus, så vi kunne få plads til den lille. Babyen kom trods alt om mindre end 9 måneder. Og jeg begyndte at gøre mig tanker om indretningen af babyens værelse. Vi blev desuden nødt til at se i øjnene at min chef jo skulle have det at vide men blev enige om at vi i hvert fald ville have fastsat terminsdatoen, inden vi i det hele taget fortalte det til nogen. Ventetiden til scanningen var uendelig. Vi snakkede stort og småt om hvordan det nu skulle blive, når vi skulle være forældre. Mon det bliver en dreng eller en pige? Får babyen krøllet hår som faren og mors troldeøre? Vi blev enige om at tage fri, den dag vi skulle scannes og gøre en hyggelig dag ud af det, hvor vi kunne få noget godt mad og kigge i babyforretninger.

Dagen kom så hvor vi skulle til scanning. Vi var utrolig spændte på vej hen til klinikken og snakkede om vores forventninger til hvad det var, vi skulle se. Om man overhovedet kunne se noget? Vi snakkede om hvor langt vi troede, at jeg kunne være henne. Det tog mig noget tid at vænne mig til tanken, tanken om at skulle være mor. Men der var jo ingen vej udenom nu og det vendte sig på kort tid fra at være et mareridt, til at være noget spændende, som jeg glædede mig til, sammen med min kæreste. Alt dette fyldte mig med en kæmpe følelse af lykke. Vi ankom til klinikken, meldte vores ankomst i receptionen og blev henvist til venterummet. Jeg husker, at der var en masse brochurer omkring fertilitetsbehandling og barnløshed. Vi venter omkring 10 minutter, før vi bliver kaldt ind og bliver modtaget af en mandlig læge. Jeg husker intet om hvordan lægen ser ud, det eneste jeg husker er følelsen af lykke og nervøsitet, som fylder min krop, imens vi sidder overfor ham ved hans disk. Vi får en kort snak med ham om hvad, der skal ske og går derefter ind i det rum, hvor scanningsudstyret er. Jeg tager benklæderne af og ligger mig op på briksen med maven fyldt med sommerfugle. Min kæreste tager mig i hånden og vi smiler til hinanden. Det er helt uvirkeligt, at vi nu skal se ind i min mave, hvor der er noget, som er på vej til at blive en baby? Da lægen scanner kan vi følge med på skærmen, det er lidt svært at se, hvad der er hvad, men lægen er god til at fortælle og pege. Han fortæller hvordan den store runde ring, vi kan se på skærmen, er livmoderen, og at prikken midt i den, er fosteret. Han fortsætter med at scanne og bliver pludselig helt stille. Det føles som om han leder efter noget, som han ikke kan finde. Han siger, efter at have scannet i noget der føles som flere timer, at han ikke kan finde nogen hjertelyd og at det betyder at det foster, som er derinde, ikke er levende.
Jeg kigger over på min kæreste og bryder fuldstændigt sammen. Jeg græder og græder, jeg kan slet ikke stoppe. Jeg husker min kærestes skuffede blik og blanke øjne, en meget tom følelse i min mave, som et hul, og min hals der snører sig totalt sammen. Lægen fortæller, at han ikke tror at fostret blev mere end fire uger gammelt og at det er meget normalt at fostret dør tidligt i graviditeten samt at dette betyder, at barnet ikke ville have været levedygtigt. Han fortæller at jeg burde have aborteret barnet selv, det man kalder en spontan abort, og da dette ikke er tilfældet skal jeg have hjælp til det.
På vejen ud til bilen prøvede jeg at holde tårerne tilbage, for at folk ikke skulle se mig græde. Hele turen hjem holdt min kæreste og jeg hinanden i hånden og knugede meget hårde end nogensinde. Vi græd begge rigtig meget. Vi sagde ikke et ord, bare græd. Det havde slet ikke strejfet vores tanker, at barnet indeni kunne være dødt.

Dagene efter var meget hårde. Jeg tog på arbejde, selvom jeg ikke havde lyst til at stå op af sengen. Jeg prøvede på at holde hovedet koldt. Men da mine kolleger sagde jeg virkede lidt nedtrykt, brød jeg sammen i gråd og måtte fortælle hvad der var sket. Vi blev indkaldt til at møde på sygehuset, hvor vi skulle finde ud af, hvordan det døde foster skulle fjernes. Vi havde to valgmuligheder, en medicinsk abort eller en operation. Vi valgte en medicinsk abort. Vi fik en stikpille med hjem, som skulle hjælpe mig med at frastøde det.

Det var en meget hård oplevelse for både min kæreste og jeg. Når jeg tænker tilbage, skammer jeg mig over, at jeg ikke var glad for at være blevet gravid og at jeg ikke følte mig klar til at blive mor. Jeg tænker stadig på, om dette måske har haft en indflydelse på at graviditeten gik til grunde. En ting er i hvert fald sikkert, der var ikke noget jeg ønskede mig mere end at blive mor efter den oplevelse! Den var virkelig med til at sætte tingene i perspektiv. Jeg var så klar til at få et barn! Jeg har også lært af denne oplevelse, at det ikke er arbejds- eller uddannelsessituation, som skal afgøre om man skal have et barn eller ej. Føler man sig klar og i stand til at give et barn kærlighed, tid, et godt hjem og en god opvækst, er det bare med at komme i gang! Det var så hvad min kæreste og jeg gjorde. og 8 måneder senere blev jeg gravid igen. I denne graviditet, forløb alt som det skulle og vi er i dag forældre til den dejligste lille pige, som fylder vores liv med den største kærlighed ?

(3) Like

Af: Mormedstortm (Mere fra denne)

Skriv kommentar

Besvar

Del denne side med dine venner:

© 2017 - VoresYngel.dk IvS
CVR 37240540
FutulogiQ
info@VoresYngel.dk