Vores Yngel logo
VoresYngel.dk VoresYngel.dk
Dreng eller pige denne gang?

Dreng eller pige denne gang?

Lidt om at ønske sig et køn på sin baby i maven. Det er et meget hårdt emne, da det drejer sig om, at baby er sund og rask - selvfølgelig! Men nogle oplevelser gør altså bare at man ønsker sig noget bestemt... Vi er dog evigt taknemmelige for at skulle have en baby mere - uanset køn.

Hvad gemmer der sig så i maven? Vi mistede jo vores lille pige for altid, men alt det her med at være gravid og skulle have sig en baby drejer sig udelukkende om en pige. En lille pige med sløjfer i håret og kjole på som leger med sin mors lyserøde dukkebarnevogn.

Efter at have mistet hende, ønskede vi os så inderligt at jeg blev gravid igen og at det ville være en pige. Ikke for at erstatte Nellie, men vi kunne bare ikke forstille os andet. Alle de ting som vi havde købt til Nellie var ting som var købt med mange følelser involveret. Hendes værelse meget overvejet med ting fra mit børneværelse, som hun en gang skulle lege med. Der blev strikket lyserøde vanter, halstørklæde og babytæppe. Hun skulle være vores pige-pige og vi gik all-in på det. Hvem gør ikke det?

Første barnebarn i min familie blev en dreng, så en pige denne gang var jo fantastisk. Kusiner, fætre, venner osv. har fået drenge, så endelig en babypige. Desværre blev hun bare taget fra os helt til sidst. Det mest meningsløse i verdenen. Jeg forstår stadig ikke hvorfor det skulle ske, hvorfor kan sådan noget ske. Der finde så meget ondskab i den her verden, hvorfor skulle den lige forbande sig over os. Noget som jeg aldrig kommer til at forstå og acceptere. Jeg eller vi er kommet videre med vores liv, for det skal vi. Vi kommer ud og laver ting sammen, men også hver for sig, og vores liv fungerer på trods af alt det her. Hvad man ikke kan se, er at det stadig gør pisse fucking ondt indeni og det vil det nok altid gøre. Vi går rundt med en ret tung oplevelse i bagagen, som vi ikke bare lige sådan glemmer, men vi har lært at leve med den.

Heldigvis blev jeg ret hurtigt gravid igen - ligesom vi ønskede os. Vi føler os på "rette spor" igen. Nellie kom til verdenen 12. august og jeg blev gravid igen 2. november. Det var et ret stort ønske at det skete så hurtigt, så det er vi lykkelige for, men det er hårdt. Det er ikke en graviditet som sidst, og det gør ondt. Bare det at skulle offentliggøre det, var meget svært. Der var ret mange der blev kede af det sidste gang, og det ønskede vi bare ikke igen. Vi vil altid have i baghovedet at alting kan gå galt. Heldigvis går det hele rigtig godt. Vi tager tingene stille og roligt og forventer det bedste. Selvfølgelig :-)

Nå kønnet på baby i maven. Vi bestilte en kønscanning, og var faktisk ret sikre på at det var en pige. Hvorfor? Graviditeten lignede meget den første, og hvad ellers? Da vi sad i venteværelset snakkede vi om, at det jo altså godt kunne være en dreng og at vi selvfølgelig ville blive glade. Men inde i vores hoveder ville det ikke komme til at ske. Vi kom ind til scanning, hun spurgte om det var den første, og hun fik vores historie. Hun fortæller os at det er en dreng inde i maven. Der kommer ikke rigtig nogen reaktion fra os. Hun fortæller at det selvfølgelig er hårdt for os, men at det måske er godt? Jeg tænkte bare "hvad snakker du om?!". Vi går derfra, og så kommer tårerne. Nu føltes det pludselig som at måtte give slip igen. Det var rigtig svært at vænne ens tanker til at det nu er en dreng i maven. Det er hårdt at sige, men vi ønskede os virkelig en pige igen. Havde vi mistet en dreng sidst, og skulle have en pige denne gang, havde det jo været samme situation.

Nu er der gået nogle uger efter og vi er så småt ved at vænne os til tanken. Vi skal have Nellies værelse pakket sammen og er ved at forberede os på det, men puha :-( Det er så hårdt. Men hey vi skal nok få os en lille pige en gang. Så vi skal have os en lille dreng denne gang og vi glæder os til at hilse på ham og lære ham at kende. Graviditeten går meget bedre end forventet. Jeg frygtede meget hvordan det ville gå. Vi har det godt og taler ofte om tingene hvilket hjælper os rigtig meget. Vi har den bedste jordemoder, som kender os og kender vores historie. Denne samme som sidst, og vi føler os i de bedste hænder hele vejen rundt. Graviditeten sidst gik også problemfrit, så selvfølgelig gør den også det denne gang.

(1) Like

Af: GoldBird (Mere fra denne)

Skriv kommentar

Besvar

Del denne side med dine venner:

© 2017 - VoresYngel.dk IvS
CVR 37240540
FutulogiQ
info@VoresYngel.dk